Konfirmationstalen til min datter

Jeg synes selv, at jeg fik en ret god idé, da jeg skulle skrive konfirmationstale til min datter. Her får du et uddrag af den til inspiration.

Mens konfirmanderne har gået til præst, har de blandt andet lært om kristendommens 10 bud. Men som forældre vil vi også gerne give vores unge nogle gode råd med på vejen. Derfor valgte jeg, at min konfirmationstale til min datter skulle bygges op omkring mine 10 bud på en god måde at leve på.

Ud over talen, hvor jeg uddybede og forklarede mine ti bud, så havde jeg også lavet en bog med uddybende beskrivelser af mine 10 bud og med billeder fra min datters liv.

Jeg synes selv, at det var en anderledes måde at give nogle kærlige værdier og råd videre på. Så derfor har jeg tænkt, at jeg vil dele dem med jer, som selv står over for at skulle holde konfirmation lige om lidt.

De 10 bud vil selvfølgelig være individuelle fra person til person, men her kommer mine 10 bud, samt nogle af mine uddybende beskrivelser, som jeg har skrevet ind under det enkelte bud.


Det første bud

Gør dig umage – altid og med alting hele tiden. I din uddannelse, dine relationer, kærlighed og venskaber.

Det første bud uddybede jeg med disse ord, som jeg har set på nettet en gang. Jeg ved desværre ikke, hvem der har skrevet det, men det er fantastisk sagt:

“Du skal gøre dig umage, men jeg går ikke op i, om du får 12-taller, eller om du skulle dumpe nogle tests. Jeg går ikke op i, om du er den dygtigste, hurtigste eller den sjoveste. Jeg er også ligeglad med, om du bliver valgt først til idræt, eller om du er den med flest venner. Jeg sender dig ikke i skole for at blive den bedste til noget som helst. Jeg elsker dig allerede ubetinget. Og du skal ikke gøre dig fortjent til min stolthed og kærlighed – den er der altid. Og alverdens 12-taller og klap på skulderen vil aldrig kunne måle sig med måden, du møder verden på…”

Det andet bud

Vær positiv. Jeg tror på, at du kan vælge at være positiv af sind og hvis du udstråler at du er positiv, vil du tiltrække positive mennesker.

Det tredie bud

Stol på din mavefornemmelse! Jeg synes altid, at maven har ret – og gør det ondt i maven, så er det som regel den forkerte beslutning, man er ved at tage.

Det fjerde bud

Mit fjerde bud indledte jeg med ordene: “For mig handler kristendom om næstekærlighed – så…”

Vær venlig, smilende og lyttende over for alle dem, du møder på din vej. Jeg prøver altid at være mod andre, som jeg gerne vil have, at de skal være over for mig. Så send et smil til alle, som du møder på din vej – til de andre elever på skolen, kassedamen, dine lærere m.v. Og lyt altid til, hvad andre har på hjerte. Lyt tålmodigt til dem, og spørg ind, når du taler med dem. Du skal ikke bare vente på at fortælle din egen historie.

Det femte bud

Begrav din stolthed, og vær ikke bange for modgang og kriser. De udvikler dig! Når du er ked af det og bange, skal du aldrig være bange for at søge hjælp hos mig og andre i familien, venner eller professionelle.

Jeg uddybede blandet andet dette bud med denne forklaring: Du vil komme i situationer, hvor du bliver nervøs for, hvad andre tænker om dig. Men i langt de fleste tilfælde er det sådan, at alle andre har lige så travlt med at tænke på, hvad andre tænker om dem. Så lad være med at spekulere for meget over, hvad de tænker. Brug i stedet din energi på at være det fantastiske menneske, du er. Gå efter de ting, du brænder for – og tro på dig selv. Du kan meget mere, end du tror!

Det sjette bud

Pas på din krop – den skal bære dig hele livet. Giv den det, som den har brug for af vitaminer, kost, motion, afslapning og opladning.

Det syvende bud

Lad være med at være fanatisk, men skab en sund balance i dit liv.

Med dette mener jeg, at du skal sørge for, at der er balance i de ting, du gør.

Dans om natten, men dyrk motion om dagen.
Når du bliver ældre kan du drikke champagne den ene dag, – 
og grøn juice den næste.
Spis chokolade, når dit hjerte har brug for det, –
og salat når din krop har brug for det.
Gå med hæle om lørdagen – og med bare fødder om søndagen.
Elsk alle sider af dig selv, og vær spontan og tålmodig efter behov.

Det ottende bud

Gå efter dine drømme, og spild ikke tiden på at tale om det, som du burde gøre. Gør det i stedet! Hvis du vil have dine drømme til at gå i opfyldelse, så skal du gå benhårdt efter dem.

“Ofte er det, som vi kan lide også det, vi finder nemt. Så hvis du synes, det er sjovt og spændende at være kreativ og designe ting, så kan det godt være, at det er det, du skal gå efter at arbejde med en dag.”

Det niende bud

Læg planer – det giver dig frihed. Og når du har modgang, så tving dig selv til at lægge en ny plan.

“Jeg lægger rigtig mange planer og skriver de ting ned som jeg gerne vil nå, det hjælper mig med at overskue ting.”

Det tiende bud

Lad være med at sige aldrig og altid – for livet forandrer sig hele tiden.

“Med en enkelt undtagelse! For ligegyldigt hvor du er i livet, skal du huske at du ALDRIG skal gøre dig fortjent til min kærlighed, fordi jeg elsker dig ubetinget. Og jeg vil ALTID være her for dig. Foran dig, bagved dig og ved siden af dig – alt efter dine behov”.


Jeg har gennem årene taget noter, når jeg har hørt nogle gode formuleringer hos andre, så nogle af mine bud stammer fra noget, jeg har læst og hørt fra den inspirerende Pernille Aalund, Hella Joof og Søren Huss.

Jeg håber, at dette lille uddrag fra min konfirmationstale kan være til inspiration for dig.

XOXO
Kristine

Om forfatteren

Skriv en kommentar